Sidste gang det var januar slog min karriere op med mig.
På "det er ikke dig, det er mig" måden.
Selvom karrieren aldrig har lagt skjul på, at Jeg er mere
vild med den, end den er vild med mig, brændte det mig.
Der var dage hvor jeg skulle disciplinere mine tanker hårdt
for ikke at komme til at græde midt i offentligtransport.
Det tog mig lang tid at finde fortællingen, der kan gøre
historien, og min reaktion, begribelig for mig selv og andre.
Det er ligesom de kvinder der elsker mænd, der ikke vil
"bindes". Kvinder som tænker, hvis jeg nu gør mig ekstra umage,
arbejder ekstra hårdt, regner hans luner ud, og opfylder hans behov, inden han
selv bliver klar over dem.
Så må han da indse hvor højt han elsker mig!
Men han elsker bare ikke, vel.
Og det ved du også godt.
Selvforskyldt.
Punktum.
Jeg kunne aldrig drømme om at investere i så ulige et
kærlighedsforhold. Alligevel var det præcist sådan det føltes da min karriere
sagde:
"Ej, men du er jo helt vildt god og så'rn. Til en masse
ting altså ... Bare ikke lige til det jeg har brug for nu."
Og nu?
Næsten et år senere, ville jeg gerne kunne skrive at jeg
havde fundet mig en ny. En som vil mig mindst lige så meget som jeg vil den. En
jeg kan stole på.
Sandheden er at en fælles ven sendte en mail. Min karriere
havde ikke ment det så slemt alligevel. Om vi ikke kunne ses lidt igen?
Nyt sted, nyt projekt, ny kærnekompetence?
Samme manglende fremtidsudsigter.
Jeg sagde ja og lige nu har vi en fest, med lækre data, gode
kollegaer og ynglings undervisning.
Jeg må vel synes at det er tømmermændene værd?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar