Low fodmap på tid

Bøvlet diet og ultratravlt passer ikke voldsomt godt sammen.

Faktisk er det eneste match der er dårligere at stoppe med diet og få akutte anfald af feber, ondt og slut-med-at-arbejde-træthed kl 14. 

Derfor falder vi ikke i takeawayfælden længere - og jo det her er en tilståelses sag:

Mine unger har før fået pizza og købe lassange fordi deres forældre har glemt at aftenmaden ikke køber ind og laver sig selv.

Der er ikke mange nemme madløsninger der kan opfylde kravene i low fodmap. Sushi er fint, hvis du styrer uden om makiruller med mayo, avokado, asparges osv, osv (Langå er desværre totalt renset for sushibarer) - kylling med pomfrit kan gå an hvis du ikke spiser den medfølgende salat (helt ærligt; mit liv er for kort til friturekylling mere end en gang i kvartalet) men det er så også nærmest det.

Alligevel er der ingen grund til at fortvivle når klokken er blevet 17.30 inden tanken om det forestående familiemåltid kryber op fra din mave mod hjernen.

Du har masser af muligheder:

a)Du laver pandekager af boghvede + majsmel + æg + laktosefri mælk.

- Hvis den nærmeste dagligvare pusher er løbet tør for specialmælk er øl en glimrende base for pandekager.

- Hvis det er under 48 timer siden I sidst fik pandekager kan du lave vafler. Jo det er noget helt andet.

b)Du laver speltspagetti med trøffel-citron-chili-olie. Tro mig det er et sikkert hit på 15 minutter.

Mens pastaen koger, blander du trøffelolie med revet skal af en citron, frisk hakket chili, salt, peber og evt. hakket hvidløgstop (strengt taget ved jeg ikke om hvidløgstop er kosher, men porretop, og det grønne af forårsløg er, så jeg tør godt). Hvis du har en potent trøffelolie fortynder du den med en god olivenolie, du er nød til at smage dig frem - der er stor forskel på kvaliteten. Der er stadig tid inden pastaen er færdig til at finde seranoskinken og filetkniven frem (jeg er blevet afhængig af at have et stykke hel serano i huset, men et par pakker skiveskåret god skinke kan også gøre det). Hæld Vandet fra og bland olien i den færdig varme pasta. Tag parmesan og skinke med ind til bordet. Dejligt er det og nemmere bliver det ikke.

c) Du lærer ungerne at lave mad.

Velbekomme.

Pausefisk

Jeg er ikke gået helt bag fra det her blogning.

Tror jeg nok.

Der er bare ikke rigtigt nogle ord tilbage i mig efter 10 times dagligt arbejde (incl i weekender).

Jeg kan heldigvis stadig grine - min projektleder spurgte fx i fredags om jeg holdt vinterferie i år.
Åh hå hå -Det er rart at have kollegaer med humor.

Jeg lover at vende tilbage her til i foråret -

Når undervisningen er ovre, de skamløst sammenfaldende deadlines er overstået og den værste damp er gået af mit blodtryk.

Og her en pausefisk til jer:

Man troede den var uddød for millioner af år siden og så dukkede den op i et fiskenet.
True story.

Og hun så at det var godt

Sidste gang det var januar mærkede jeg ind til marven at alt det min karriere ikke er og aldrig bli'r

loyal
trofast
pålidelig
omsorgsfuld
fundamentsfast

alt det (og meget mere) er den mand jeg har været kæreste med i 21 år.

Og nej jeg vil stadig ikke bytte!

Science is a bitch

Sidste gang det var januar slog min karriere op med mig.

På "det er ikke dig, det er mig" måden.

Selvom karrieren aldrig har lagt skjul på, at Jeg er mere vild med den, end den er vild med mig, brændte det mig.

Der var dage hvor jeg skulle disciplinere mine tanker hårdt for ikke at komme til at græde midt i offentligtransport.

Det tog mig lang tid at finde fortællingen, der kan gøre historien, og min reaktion, begribelig for mig selv og andre.

Det er ligesom de kvinder der elsker mænd, der ikke vil "bindes". Kvinder som tænker, hvis jeg nu gør mig ekstra umage, arbejder ekstra hårdt, regner hans luner ud, og opfylder hans behov, inden han selv bliver klar over dem.

Så må han da indse hvor højt han elsker mig!

Men han elsker bare ikke, vel.

Og det ved du også godt.

Selvforskyldt.

Punktum.

Jeg kunne aldrig drømme om at investere i så ulige et kærlighedsforhold. Alligevel var det præcist sådan det føltes da min karriere sagde:

"Ej, men du er jo helt vildt god og så'rn. Til en masse ting altså ... Bare ikke lige til det jeg har brug for nu."

Og nu?

Næsten et år senere, ville jeg gerne kunne skrive at jeg havde fundet mig en ny. En som vil mig mindst lige så meget som jeg vil den. En jeg kan stole på.

Sandheden er at en fælles ven sendte en mail. Min karriere havde ikke ment det så slemt alligevel. Om vi ikke kunne ses lidt igen?

Nyt sted, nyt projekt, ny kærnekompetence?

Samme manglende fremtidsudsigter.

Jeg sagde ja og lige nu har vi en fest, med lækre data, gode kollegaer og ynglings undervisning.

Jeg må vel synes at det er tømmermændene værd?

Fra den ene Pernille til den anden

Sidst på foråret tog jeg en fortrolig venindesnak med mig selv.
Vi løb på Mosevej mig og mig, og havde den obligatoriske NuErDuSnart40 evaluering.

Lidt vel tidligt måske. Jeg havde måneder i 30'erne endnu.
Det virkede bare naturligt, oven på min beslutning om ikke at ærgre mig over spildte løbemuligheder.
Lige at løbe tibage igennem de andre valg, og tjekke om der lå reel ærgerlse eller visdom gemt et sted.

Jeg har selvfølgelig begået en bunke fejl.

Alligevel var der ikke mange gange, hvor jeg oprigtig kunne sige, at jeg ikke ville gøre nøjagtigt det samme igen. Hvis jeg stod i samme situation, med de samme resurser og oplysninger.

Og så dog.
Der var en fejl, jeg havde gentaget.
Noget jeg havde undladt at gøre igen og igen.
I årevis.

Jeg har festet for lidt.

Sidst jeg holdt fødselsdagsfest for mig selv, var da jeg blev 18.
Jeg købte 10 poser chips, en kasse øl, spurgte nogle få nøje udvalgte og så min 2.G klasse om de ville komme forbi og med på Disco bagefter.
HURRA for en fest.
Det jeg husker bedst var da fyren (som jeg havde haft en dejlig, langvarig, ukompliceret og bevist totalt ensidige forelskelse i) spurgte Lene om hvordan hun kunne holde ud at være veninde med mig? Når jeg nu var så MÆRKELIG?
Oho ... det grinede vi meget af det år.

Da jeg nåede enden af den både korte løbetur og mosevej, gik det op for mig, hvad jeg ville sige til en veninde med sådan en historie.

"Skynd dig at invitere alle dem du gerne vil feste med til slutningen af oktober. Gør det snart! Inden du føler dig for ubetydelig, og ikke synes du orker at prioritere de kræfter det koster."

Derfor gik en pæn slat af uge 43 og 44 op i planlægning og madlavning. Fordi det er sådan jeg fejrer folk jeg holder af.

Jeg hadede mig selv for det undervejs.
Nu er det en af mine ynglingsbeslutninger.

Det blev den bedste fødselsdagfest nogensinde.

Og jeg er det værd.

Smukke tilfældigheder

Forleden spurgte en i mit netværk om jeg følte mig snydt over at have fået kronisk tarmbetændelse? Når nu det også var mig som hørte dårligt.

Om jeg ikke synes det var unfair.

Jeg svarede nej, og pakkede det ind i lettelse over endelig at få en diagnose.

Men faktisk er hele premissen for spørgsmålet bundforkert.

Livet og universet skylder mig ikke en gevinst i lotto fordi min hørelse er dårlig.

Universet er ikke retfærdigt.

Det er bare.

Lige som livet er det tilfældigt, stort, undringsfremkaldene og på uendelig mange måder vidunderligt.

Faktisk er det ret heldigt for mig at det er sådan.

Jeg ville aldrig kunne gøre mig fortjent til at blive født i det meget snævre interval af tid og sted, hvor mine livsmuligheder næsten ikke bliver bestemt af om mine kønskirtler har vandret rundt i bugen og ned i en dinglende hudpose. Så når vi snakker universel retfærdighed er jeg allerede kraftigt bagud på point.

Selvom ting er tilfældige behøver det ikke at betyde at vi ikke kan regne med dem.

Man skal bare løfte blikket fra det enkelte tilfælde til panorama udsigten over alle tilfældighederne.

Ved at bruge lidt grundlæggende matematik, sandsynligheder og statistik er det muligt at se mønstre i rodet.

Tag nu genetikken for eksempel. 

Vi kender pt 38 millioner forskellige enkeltmutationer i mennesker. 

38M forskellige steder i menneskets gensekvens hvor der mindst to mulige baser at vælge imellem: single-nucleotide polymorphisms (også kaldet SNPs blandt venner). 

De er alle opstået ved tilfældige mutationer og de fleste af dem betyder, så vidt vi kan se, ingen ting. 38 millioner lyder af meget men i forhold til de 3 milliarder basepar som vores arveanlæg består af er det ikke overvældende.

Faktisk er den gennemsnitlige forskel i DNAen fra to ubeslægtede mennesker kun 0,1%.

Det betyder også at de gener du har arvet fra din far langt hen af vejen er identiske med de gener du har arvet fra din mor. Men ikke alle er ens og det er selvfølgelig i forskellene at det spændende ligger.

Lad os kikke lidt på Rhesus-blodtyper.

Din Rh-type afhænger af om du har arvet et fungerende Rh-gen fra mindst en af dine forældre. Hvis både din mor og din far har givet et ikke fungerende Rh-gen videre til dig er du Rh-negativ. 

Ud af alle de 11,2 millioner Rh-genvarianter som findes i Danmark (2 for hver af de 5,6 millioner indbyggere) er 38,7% af dem Rh-negativ (Rh-n) varianten (det er 4,34 millioner Rh-n varianter). 

Da genvarianterne er fordelt tilfældigt med to i hvert menneske kan vi regne sandsynligheden ud for at være Rh-negativ:

Det vil være sandsynligheden for at få Rh-n fra din mor gange sandsynligheden for at få den fra din far. Eller 38,7% gange 38,7% = 15%.

På samme måde kan vi regne sandsynligheden for at have to Rh-p varianter: 

61,3% gange 61,3% = 37,5%. 

Vi kender andelen af Rh-p varianter fordi det er de 6,86 milioner som ikke er Rh-n varianten.

Sandsynligheden for at have en Rh-p og en Rh-n variant er lidt mere kompliceret at regne ud. Der er nemlig to måder at få den kombination på.

Du kan arve Rh-p fra din mor og Rh-n fra din far:

61.3% gange 38,7%

eller

Du kan arve Rh-n fra din mor og Rh-p fra din far:

38,7% gange 61.3%

lægger man de to sammen får man 47,5%.

Tilsidst kan vi ligge tjekke at vi har fået alle med:

15%(Rh-n,Rh-n)+37,5%(Rh-p,Rh-p)+47,5%(Rh-p,Rh-n)=100%

Godt, ingen danskere som flandrer rundt uden Rhesus-blodtype.

Og hvad skal alt dette gøre godt for?

-Jo, hvis vi sætter p i stedet for andelen af Rh-p og q i stedet for andelen af Rh-n kan hele smøren koges ned til en af genetikkens ældste og smukkeste linninger:

Hardy-Weinberg liningen er over 100 år gammel og den bliver stadig brugt dagligt til at beskrive genvarianternes fordeling i populationen, og især til at finde genvarianter som ikke fordeler sig tilfældigt.

Også blandt genvarianter er det nemlig afvigerene der er de mest interessante!

Trusler

Jeg kom til at love at forklare et par genetiske formler eller 3 som tak for en spændingsroman jeg vandt hos FruZ.

Det er er af de løfter som det vil gøre en helt del mere ondt på jer end på mig, når jeg holder.